|
Vi må nøgternt konstatere, at sæsonen 2009 for de fleste er sluttet, og jeg forstår simpelthen ikke, at et golfår kan forsvinde så hurtigt.
Året har igen været præget af heftig aktivitet på vor 18 hulsbane. Både i form af mange aktive golfere som ud fra de tilkendegivelser jeg har fået, har nydt at spille på "hjemmebanen", men også fra vore greenkeepere, der virkelig gør en stor indsats for at fremme banens kvaliteter.
På årets generalforsamling blev der besluttet, at medlemstallet kunne øges til 1000 aktive medlemmer på 18 hulsbanen.
I dag må vi sige, at det var en rigtig beslutning. Både set ud fra et økonomisk synspunkt, men også fordi banen sagtens kan rumme dette antal.
Personligt spiller jeg i løbet af sæsonen rigtig mange runder, og det er usædvanlig sjældent, at der ikke er mulighed for at komme ud at spille, på det tidspunkt man ønsker.
Samtidig har tidsbestillingen den fordel, at - hvis man overholder sin starttid og ikke starter 3 min. før, fordi nu er de andre jo så langt væk, så kan jeg roligt slå - at så opstår der ikke kø på banen, så ofte som før i tiden.
Banen har fået det løft, den fortjener, og personligt glæder jeg mig over den stand, den er i nu.
Jeg er ikke i tvivl om, at baneudvalget og greenkeeperne har en ide om, at der fortsat skal gøres en indsats for, at den bliver endnu bedre, så vi har noget at glæde os til.
Om 18 huls banen skal lukkes for vinteren, ved vi på nuværende tidspunkt ikke. Blot vil jeg her sige, at hvis og når den bliver det, er det selvfølgelig for, at vi ikke "skader" banen mere end højest nødvendig.
Vi har på det seneste fået meget vand, og vi kan konstatere, at det vi ofrede pengene på - nemlig nye teesteder og green - ikke er våde og tunge som i gamle dage, de er fantastiske at spille på - det, der er problemet, er fairways, som nogen steder er meget våde, hvilket gør, at vi ødelægger græsset ved færdsel på arealerne, Så hvis greenkeeperne og baneudvalget beslutter sig for banelukning, er det selvfølgelig ud fra en professionel vurdering, og jeg håber, alle viser forståelse for deres beslutning.
Men heldigvis har vi vor 9-huls bane, så vi står ikke uden mulighed for at spille hele vinteren igennem.
Klubbladet har været et af klubbens store aktiver gennem mange år.
Ud fra bladudvalgets og bestyrelsens synspunkt er tiden dog løbet fra dette medie, som vi kender det i dag.
Vi har meget svært ved at finde stof til bladene, og når det endelig er noget, er det ved at være gammelt stof.
Vi har - og ikke ud fra et økonomisk synspunkt - valgt at ændre det til, at vi får et årshæfte, hvor vi samler alt stoffet og viser billeder fra året, der er gået.
Desuden giver vi et billede af, hvad der skal ske i året, der kommer.
Samtidig bliver der - så snart der er en nyhed - sendt en nyhedsmail ud/hængt op i klubhuset, så alle får informationen, når det er relevant.
Udover dette afholder Ronny Kert managers corner en gang om måneden hvor alle spørgsmål kan stilles til manageren.
Økonomien i bladet har hvilet i sig selv, så det er som sagt ikke kun ud fra et økonomisk synspunkt, beslutningen er taget, men mere et ønske om, at alle får informationerne hurtigst muligt.
Personlig har jeg gennem mange år også glædet mig til at klubbladet skulle komme så det er selvfølgelig med vemod, vi tager afsked med bladet, men jeg er sikker på, I alle vil synes, at årsbogen og nyhedsmailene vil blive fuldgod erstatning.
Til slut vil jeg selvfølgelig erindre alle om, at vi jo d. 22. februar har generalforsamling, hvor vi selvfølgelig gerne ser alle møde op.
På bestyrelsen og egne vegne vil jeg gerne ønske alle medlemmer og personale en rigtig glædelig jul samt et godt nytår
Frede Sørensen
Formand
|