SPILLEHASTIGHED
Langsomt spil er efterhånden ved at udvikle sig til et af golfsportens største problemer.
Rundetider på 5 timer eller derover er ikke kun noget man ser i fjernsynet fra de professionelles turneringer. Det er desværre også noget man jævnligt kan opleve på vores egen bane.
Langt de fleste er enige om, at det er rædselsfuldt, og at der bør gøres noget ved problemet.

Men hvad skal der gøres?
Det første - og det vigtigste - skridt på vejen mod lavere rundetider er, at vi alle erkender at det ikke kun er alle de andres skyld. Det er ikke kun alle de andre, der skal gøre noget ved problemet. Alle skal hjælpe til.

Hvis vi kommer så langt, kunne det være en god idé at kaste et blik i Regelbogen. Regler og retningslinier for spilletempo er nemlig ikke noget, der er gemt væk bagest i Regelbogen og skrevet med småt. Det står allerforrest i Afsnit 1 – Etikette; opførsel på banen.

Der står om spilletempo. Spil i godt tempo og hold trit.
Det slås desuden fast, at  ”Det er en gruppes ansvar at holde trit med gruppen foran. Hvis den taber et helt hul og forsinker gruppen bagved, bør den invitere gruppen bagved til gennemgang, uanset hvor mange spillere der er i denne gruppe. Hvis en gruppe ikke har tabt et helt hul, men det er klart, at gruppen bagved kan spille hurtigere, bør den opfordre den hurtigere spillende gruppe til at gå igennem.”

Der er flere elementer i denne bestemmelse.
For det første, slås det fast, at det er gruppens ansvar at holde trit. Det vil sige, at hvis man er havnet i en gruppe, hvor det går langsomt, er det hver enkelt spillers ansvar at gøre noget ved det. Skulle der være en eller flere af gruppens spillere, som forsinker spillet, er det de øvrige spilleres ansvar, at påpege dette, og opfordre de langsomme til at få lidt mere fart på. Her nytter det ikke, at man dukker hovedet og først laver vrøvl når man kommer ind på terrassen.  Det er ude på runden der kan gøres noget ved det – og det er her det skal gøres.
For det andet gælder det, at hvis gruppen af den ene eller anden grund er faldet tilbage. Det behøver ikke at være på grund af sløvt spilletempo, men kan fx skyldes, at man har været uheldig med et par skæve slag. Og gruppen har tabt et helt hul til gruppen foran, så står der i etikette-reglerne, at man bør invitere gruppen bagved til gennemgang.

At lukke igennem
Her kommer vi til et af golfspillets mysterier. Nemlig fænomenet ”at lukke igennem”. Ind imellem kan man få mistanke om, at det med at lukke igennem er forbundet med fysisk eller psykisk smerte. Men jeg kan af egen erfaring oplyst, at det passer ikke. Det gør ikke spor ondt!
Den eneste bivirkning er, at det, for både den gruppe der bliver lukket igennem og for den gruppe der lukker igennem, giver større fornøjelse ved spillet.

Læser man videre i teksten, så fortsættes der med den generelle regel om, at selv om man ikke har tabt et hel hul til gruppen foran, men det er klart, at gruppen bagved kan spille hurtigere, bør man opfordre den hurtigere spillende gruppe til at gå igennem.
Indtil for 6 år siden var reglen at 2-bolde havde fortrinsret frem for 3- og 4-bolde. Den regel blev afskaffet ved regelrevisionen pr 1. januar 2004. Så nu er det eneste der tæller den enkelte gruppes spillehastighed. Derfor kan man sagtens komme ud for, at en langsom 3-bold skal lukke en hurtigere 4-bold igennem.
Golfspillere er med andre ord befriet for at skulle tælle, man skal blot holde øje med spillehastigheden for de bolde der kommer op bag ved en.

Når man nu skal til at lukke en efterfølgende bold igennem, og det håber jeg fremover vil ske oftere i Kolding, så er det væsentligt, at det kommer til at foregå på en hensigtsmæssig måde. Det er sjældent det mest fornuftige, blot at vinke til gruppen bagved og så stille sig ud i rabatten og vente til gruppen er kørt igennem.

Så derfor find det rigtige tidspunkt.
Par-3 huller er normalt meget gode at lukke igennem på. Det kunne fx foregå på den måde, at man slår ud fra teestedet og bevæger sig frem mod sin bold. Når den efterfølgende gruppe så kommer frem til teestedet signalerer man til dem at de gerne må slå ud. Den efterfølgende gruppe bør lige kvitterer for invitationen med et vink, så alle er klar over hvad der skal foregå. Herefter slår gruppen ud. Hvis der er tid til det, kan man  benytte tiden til at få ekspederet de bolde, der ikke ramte green i det første slag ind på green. Lad herefter den efterfølgende gruppe spille hullet færdig. De siger naturligvis pænt tak for venligheden og begiver sig hurtigt videre til næste tee.
Imens får gruppen der lukkede igennem spillet hullet færdig. Når de når næste tee, er den forangående bold forhåbentlig færdig med drivet og på vej op til deres bold.

På længere huller kan man sagtens benytte en tilsvarende fremgangsmåde, hvor begge grupper følges ad til de når i nærheden af green. Herefter spiller den gruppe der skal gå igennem hullet færdigt og går videre til næste hul.

Når bolden ikke kan findes.
Spillere, der søger efter en bold, bør vinke spillerne i gruppen bagved igennem, så snart det står dem klart, at bolden ikke let kan findes. De bør ikke søge i fem minutter, før de vinker igennem. Når de har tilladt gruppen bagved at gå igennem, bør de ikke fortsætte spillet, før gruppen har passeret og er uden for rækkevidde.
De fleste golfspillere kender 5-minuttersreglen. Mange har imidlertid misforstået betydningen, idet de fejlagtigt tror, at man må søge 5 minutter inden man skal lukke den efterfølgende bold igennem.
Når der i Etikettereglerne står, at ” så snart det står dem klart, at bolden ikke let kan findes”, så menes der indenfor få øjeblikke (læs sekunder).

Når der i denne regel står, at når man først har tilladt gruppen bagved at gå igennem, så skal de have lov til det, er årsagen at man vil forhindre, at man først vinker gruppen igennem, og derefter (efter få minutters søgen) finder bolden, og fortsætter spillet som om ingenting var hændt. Denne tilføjelse, forhindrer naturligvis ikke, at man kan forholde sig hensigtsmæssigt og aftale, at man spiller med frem, som beskrevet ovenfor.

Et par lokale forhold.
I Kolding Golf Clubs Ordensregler, er der spillehastighed også omtalt.
Når man læser Etiketteregler, vil man bemærke, at de høflige mennesker fra R&A bruger betegnelsen ”bør”. Det er naturligvis fordi Etikettereglerne er retningslinjer, og at overtrædelse heraf normalt ikke sanktioneres med straffeslag og diskvalifikation, men ”kun” disciplinære sanktioner.
I ordensreglerne er retningslinjerne for fortrinsret på banen strammet en tand, idet det ovenfor nævnte ”bør” er erstattet med et ”SKAL”.
Desuden er det fastslået, at ”Enlige spillere har ingen fortrinsret på banen”. For at undgå misforståelser, bør det understreges, at det der menes med ”enlige” spillere er det der, i Regelbogens forstand, er defineret som ”en gruppe på én”, og intet har med de enkelte spilleres ægteskabelige status at gøre.
Der er desuden i Ordensreglerne indføjet et par ”færdselsregler”.
  • 4. hul er et såkaldt “vinke frem hul”. Det betyder, at såfremt det efterfølgende hold er klar på teestedet, SKAL dette inviteres til at slå ud, så snart de spillere, som spiller hullet, er på greenen.                  
  • På 13. hul SKAL det efterfølgende hold inviteres til at slå ud, såfremt de ankommer til teestedet inden det forangående hold har forladt dette. Det efterfølgende hold slår ud, mens det forangående hold går ned mod fairway.
Jeg vil gerne opfordre til, at man efterlever disse færdselsregler, og understrege, at man i disse tilfælde IKKE har vinket den efterfølgende gruppe igennem.

DGU’s hæfte om hurtigere golf.
DGU har udgiver et lille hæfte ”Hurtigere golf – Bedre golf”, hvor man kan få inspiration til, hvorledes man kan spille en rask runde golf uden stress.
Heftet kan hentes på vores hjemmeside under Golfregler.

Der er fire gode råd, som jeg her vil gengive. For at få fuldt udbytte af de gode råd, anbefaler jeg at læse hele hæftet, som faktisk kun er på 2 sider.
  1. Vent med at gå ud på 1. hul indtil det er jeres tur ifølge startliste eller GolfBox-bookingen.
  2. Slå ud før du skriver scorekort.
  3. Vær klar til at spille, når det bliver din tur.
  4. Hold øje med om der nærmer sig hurtigere spillere bagfra.
Er golf noget der bare skal overstås?
En gang imellem kan man, af diskussionen på terrassen, næsten få den opfattelse, at målsætningen når man har slået ud på 1. hul, er at komme i mål så hurtigt som muligt. Det synspunkt deler jeg bestemt ikke. Efter min opfattelse, skal der også være tid til at nyde golfrunden, banen og omgivelserne. Men det kan man sagtens nå indimellem slagene uden at det forsinke spillet.

Det kan godt være, at denne artikel har samme effekt som de hyppige opfordringer til at lægge turf på plads og rette nedslagsmærker op. Men under alle omstændigheder, så har jeg da gjort et forsøg.

Smil for pokker – det skal være sjovt at spille golf!!

Henning B. Schmidt
Greenfee aftaler
Nyt handicap
Begyndersiderne
Klubmestre
Hole in one
Golfregler
Regelhjørnet
Lokale regler
Handicapregler
Medlemsundersøgelse 2010
Årsskrift 2010
Design by: UNIQUEPIXELS